Hvorfor ser verden ud, som den gør? Hvordan formede verdenskrigene Europa? Hvilken indflydelse har de danske konger og dronninger haft på Danmark? Historiebøger tager dig med tilbage til fortidens store verdensbegivenheder og personlige skæbner. Dyk ned i udvalget og lyt med overalt.
Forstå verden på en ny måde
Historiebøger handler om at forstå, hvorfor verden ser ud, som den gør. De tager dig med på storslåede vikingetogter, ind i samfundets udvikling og tæt på arkæologiske fund og personlige beretninger. Genren er meget bred, og som lydbog føles bøgerne mere som fortællinger end studiebøger.
I Danmark er der stor interesse for både national og international historie. Blandt de seneste års mest lyttede lydbøger er bl.a. det psykologiske portræt “Margrete I” af Anne Lise Marstrand-Jørgensen og “Sapiens” af Yuval Noah Harari, som fører dig fra stenalderen til nutidens samfund.
Derudover er krigshistorie, biografier, politisk historie, kulturhistorie og bøger om epidemier særligt populære. I disse kan du typisk høre om begivenheder, som har haft stor betydning for samfundets udvikling og borgernes dagligdag. Der er altså lydbøger for langt de fleste interesser.
Hvorfor lytte til lydbøger om historie?
Det er noget lidt andet at lytte til bøger end at læse dem, og i denne genre fungerer det rigtig godt. Nogle synes, at det ligefrem genopliver den årtusinder gamle fortællertradition. Længe før trykte bøger blev fortidens viden og erfaringer nemlig videregivet mundtligt.
En dygtig oplæser gør en stor forskel, da vedkommende giver fortællingerne en rytme og indlevelse, du måske ikke får i fysiske bøger. Oplevelsen bliver en helt anden, når du hører om Stalingrad med en stemme, som bærer krigens tyngde, end når du læser om det i stilhed. Hvis oplæseren selv er passioneret omkring emnet, er det næsten som at høre en ven fortælle om det.
Nogle læsere husker også bedre, hvad bogen handler om, når de er i bevægelse og f.eks. lytter under en gåtur. Men er det et tungere emne med mange analyser og detaljer såsom navne, tal og fremmedord, har flere nemmere ved at følge med i en fysisk bog. Mange vælger faktisk både at læse og lytte for at få det hele med.
Hvem lytter til historiebøger?
Historiegenren er så bred, at stort set alle lyttere af faglitteratur på et tidspunkt har haft fingrene i en historiebog. Nogle er bare nysgerrige, mens andre elsker at blive klogere på verden, men ikke har tid eller lyst til at bladre gennem en 500 sider lang bog. Derudover bruger mange studerende også lydbøgerne som supplement til pensum.
Hvis du ikke ved, hvor du skal starte, så tænk over, hvad du typisk fanges af. Ser du dokumentarer eller film om 2. Verdenskrig? Kan du ikke få nok af vikinger, eller fascineres du af, hvordan store ledere træffer beslutninger? Så er bøger som “Sapiens” eller “En ualmindelig og kortfattet danmarkshistorie” måske et godt sted at starte.
Historiebøger kræver kun en smule nysgerrighed. Du behøver ikke være ekspert i emnet. Så kig udvalget igennem og start med den titel, der fanger din interesse.