Nogle bøger nægter simpelthen at blive glemt. Deres fortællinger forbliver relevante gennem generationer og anbefales gang på gang af anmeldere. De læses i skoler, står i mormors bogreol og ligger på diverse lydbogstjenester. I dag kan endnu flere hive en klassiker frem helt uden at besøge antikvariaterne først.
Hvad gør en bog til en klassiker?
En klassiker er en bog, som bliver ved med at blive læst, diskuteret og genfortolket. Ofte rører den læserne på et dybere plan og stikker til den menneskelige natur: kærlighed, magt, skyld, ambition, ensomhed, frihed. Det er noget, mange kan relatere til og derfor stadig taler om bøgerne.
Blandt nogle af de mest kendte internationale klassikere har du nok hørt om Homers “Iliaden” fra oldtiden. Den er selve grundstenen i vestlig litteratur og handler om krig, vrede og store skæbner. Selvfølgelig er der også Jane Austens “Stolthed og fordom” og F. Scott Fitzgeralds “Den store Gatsby”, som handler om kærlighed og klassesamfund.
Derudover er der danske klassikere som Henrik Pontoppidans fortælling om ambitioner og tro i 1800-tallets Danmark “Lykke-Per” og Tove Ditlevsens rå portræt “Barndommens gade”. Alle har på den ene eller anden måde sat sig i læsernes hukommelse og er fortsat relevante.
Klassikerne egner sig godt som lydbøger
Mange tør ikke rigtig kaste sig over klassikerne. Enten fordi sproget føles fremmed og tungt, eller fordi klassikere kun er noget, man læser i skolen og derfor må være kedelige. Men her kan lydbogen være en hjælp.
En dygtig oplæser løfter teksten, så det gammeldags ordforråd og de komplekse sætninger bliver nemmere at følge med i. I stedet for at du klør dig i nakken over en sætning i 10 minutter, hjælper oplæseren dig videre. Det gør det lettere at forstå konteksten, fordi nogle sætninger først giver mening senere i afsnittet. Jo flere klassiske lydbøger du lytter til, jo bedre forstår du også teksterne.
Flere klassikere er også blevet indlæst eller genindlæst af nye stemmer. For nogle år siden blev den danske udgave af “Frankenstein” eksempelvis indlæst af skuespilleren Bjarne Henriksen. Hans dybe og sprøde stemme sætter den perfekte stemning til sådan en gyserroman.
Hvordan finder du din næste klassiker?
Når man leder efter klassiske lydbøger, dukker forfattere som Homer, Shakespeare, Goethe, Dostojevskij, Austen og Orwell næsten altid op. De har sat dybe aftryk i litteraturen, og deres værker læses, analyseres og genfortolkes fortsat i dag.
Men hvor starter du, hvis du ikke er vant til den slags lydbøger?
Tag udgangspunkt i det, du allerede lytter til og holder af. Er du vild med lydbøger om intense relationer som Hanya Yanagiharas “Et lille liv”, så er det oplagt at vælge bøger af Dostojevskij. Holder du mere af socialsatire og kærlighedshistorier, bør du lytte til Jane Austens bøger.
Det er en god idé at vælge nogle kortere værker som Herman Bangs “Ved Vejen” eller lytte til en prøve, inden du kaster dig ud i en længere klassisk lydbog. Tag et kig i udvalget og find din første eller næste store klassiker. Måske bliver det starten på en endnu længere læseliste.